Af Hans Hjordt Hansen, rejseleder Kipling Travel
Efter en dag med rundture i Kathmandu kørte vi til Pokara. Det var midt i Dashain festivaltiden, så der var næsten ingen trafik. Vi havde billet til 2. flytur til Jomsom, vejret var fint så alt så godt ud. 1. flyvning gik godt og vi troede at det nu var vores tur, men nej. Det viste sig, at første fly var lavet om til en pengetransport på grund af helligdagene og pengemangel i Jomsom og flyet tog ikke passagerer med. Dernæst fik flyet tekniske problemer og reservedele kun ikke komme fra Kathmandu før sent på dagen. Så der stod vi!
Indtil for 5 år siden var der 2 muligheder for at komme til Jomsom, at flyve fra Pokara eller at gå via Annapurna ruten eller fra Beni/Baglung. Nu er der en "kørevej” langs Kaligandaki dalen. Vejen er meget interimistisk og den 153 km lange tur tager omkring 11 timer i en 4-hjuls trækker. Selv i en sådan bil er turen en meget stor udfordring, der sætter ens indvolde og ryg på en voldsom prøvelse. Der er også et antal lokale busser, som med dødsforagt forcerer den dårlige vej. Benytter man busserne skal påregnes et antal skift og lange ventetider. Vådt føre og jordskred vil forlænge turen ud over de 10 timer. Vi fik via vores lokale repræsentant arrangeret en jeep der ville køre os de til Jomson. Vejen er absolut i meget dårlig stand med overskyllede veje, jordskred og mange sten. Turen var planlagt til at tage 10 timer, med et par stop, men en punktering undervejs forsinkede os yderligere 2 timer. Bilen havde ikke noget reservehjul og vi måtte vente til en bil af samme type kom forbi med et hjul vi kunne låne!
Vi ankom til Jomsom omkring kl. 20 efter at være startet fra hotellet kl. 5:30 om morgenen.
Der er 65-70 km til Lo Mantang som er hovedstaden i Mustang. Stien er fin at vandre på, men er noget kuperet, så vi var godt trætte om aftenen, når vi nåede frem til vores tehus.
Byporten
Lo Mantang er en fantastisk by at komme til. Stadig omgivet af sin ringmur med den store port. Om aftenen, når det er ved at blive mørkt, kommer kalve, køer og får selv gående gennem porten for at finde hjem til deres hus. De kender vejen og ved der er mad og en eventuel malkning i vente. I Lo Mantang er alle de gamle fleretagers huse bevaret og næsten alle forretninger og tehuse ligger uden for og langs den store ringmur, så hele den gamle kerne eksisterer, som for hundrede år siden. Der er kun lavet få ændringer.
Der er dog sket den ændring at klostrene bliver brugt meget mere og der er mange munke i alle aldre. Klostrene har de sidste 15 år fået tilført penge, så der er et stor restaurerings arbejde i gang for at genskabe de mange flotte malerier og buddhistiske figurer. En meget positiv oplevelse.
Klosterlivet og den buddhistiske uddannelse har virkelig fået en renæssance, det gjaldt absolut i Lo Mantang, men også i Kagbeni og Jomsom.
Det er en stor nydelse at gå rundt i Lo Mantangs krogede gader og se de mange kvinder og ældre mænd der finder lidt varme de steder, hvor solen kommer ind.
Der findes 11 adelsfamilier i byen, som på skift står for indsamling af ”skat” i form af korn, som går til klostrene. Det går på omgang blandt adelsfamilierne, der har det som en ulønnet pligt.
Vi er der i oktober og både i Tsarang (den næstestørste by) og Lo Mantang høres der hele dagen musik og messen fra nogle af husene. Det er nu, mange af de unge enten i familier eller som enlige drager ned i Nepal og Indien for at tilbringe vinteren med handel og arbejde. Når man forlader sit hus bliver der afholdt en Puja for at beskytte hjemmet, mens man er væk og beskytte beboerne på deres færd sydpå. Efter Pujaen forsegles huset for vinteren. Der var allerede mange lukkede huse, da vi kommer, ligesom vi mødte mange Mustang folk (Lopaer) på vores trek, de var på vej ned med deres bagage og varer til de næste måneder. En spændende måde at opleve dagligdagen i dette fjerne område.
I de sidste 5 år har kineserne arbejdet på en vej nordfra ind i Mustang og tilsvarende bygges der på vejen fra Jomsom til Lo Mantang. Nordfra er det muligt at køre med lastbiler til Lo. Sydfra er specielt stykket fra Jomsom til Kagbeni etableret. Det benyttes af de mange tusinde indiske pilgrimme, der hvert år besøger Muktinath.
Fra Kagbeni til Samar er det muligt at køre med jeep og motorcykler. Herefter mangler der nogle kilometer vej, som der bygges på.
Er vejen et problem? Og bliver man generet af biler. Nej det gør man slet ikke. Der er kun få bilafgange om dagen og de benyttes næsten udelukkende af lokale beboere. Specielt om efteråret og foråret, hvor vinterflytningen foregår, er det en stor hjælp for de mange Lopaer der søger sydpå. For blot 5 år siden ville rejsen til fods fra Lo Mantang til Baglung, hvor der var mulighed for transport, tage 6-8 dage, nu kan det gøres på 2 dage.
Selv når der er etableret ”vej” helt til Lo Mantang vil trafikken være meget begrænset og reguleret.
For stadig at tiltrække turister til dette enestående kulturelle og naturmæssige skønne hjørne af Nepal arbejdes på omlægning af vandreruterne, så der etableres nye trekking stier på begge sider af Kalikandaki floden. Specielt den østlige del af Mustang har mange små og fine landsbyer.
Vi nød også en dejlig ridetur til de mange hundredår gamle huler nord for Lo Mantang og de mange små landsbyer, som ligger her.
Den nuværende konge er 86 år og svækket, men har endnu ikke udnævnt sin afløser. Han har kun en datter så den kommende konge bliver højst sandsynlig en nevø. Vi besøgte nevøen i paladset, hvor han allerede nu varetager de kongelige pligter.
Vi gik tilbage igen på 3 dage. Vores fly blev igen aflyst, denne gang på grund af vejret, så vi måtte endnu engang bumle 11 timer til Pokara.
Mustang, 15 års udvikling, er det godt eller skidt?
Jeg synes, det var en fin, kontrolleret og nødvendig udvikling, der havde fundet sted, siden jeg var der første gang.
Nicolai, som førstegangs besøgende har fået en oplevelse, som han helt sikkert under mange andre at få.
Så tag til Mustang nu, glem alt snak om vejen og nyd de fantastiske mennesker og deres natur.
Nicolai og Hans Hjordt Hansen
Vi rejste første gang til Nepal i 1998 på et trek til Mustang. Året efter tog vi en 3 ugers trekking tur i Indre Dolpo, inspireret af Peter Mathiesens bog ”Sneleoparden”. Der gik nogle år, inden vi vendte tilbage. Årsagen lå primært i den uro, der var i landet med Maoister, som samme år, vi var i Dolpo, overfaldt og dræbte ca. 50 soldater og betjente ved det checkpoint, vi lige havde forladt i Dolpo.
I 2005 var vi igen tilbage i Nepal. Vi havde rejst gennem Rusland og Kina og fra Chengdu i Kina, var vi kørt gennem Tibet til Nepal. Det var dejligt at være tilbage i Kathmandu, selv om der stadig var uroligheder. I 2006 arrangerede Kipling Travel Snowman Trek for os i Bhutan og efterfølgende blev vi turledere for Kipling Travel.
Vi var blevet ramt af Himalaya syge, hvilket betyder, at du er nødt til at vende tilbage til dette store område igen og igen.
I de følgende år har vi rejst privat og som turledere og besøgt Nepal mere end 15 gange. Det har været trekking ture til Everest Base Camp, Langtang og Manaslu samt mange kulturrejser. I dag har vi det sådan, at vi skal besøge Nepal mindst én gang om året.
Vi har nu trekket mere end 2.500 km i dette fascinerende område og nydt den storslåede natur og de mennesker, der bor i det høje Himalaya. Ud over Nepal og Bhutan har vi været på trek i Zanskar i Indien. Vi skylder en stor tak til de mange bærere, guider, kokke, køkkendrenge, heste- og yakpassere, som har gjort disse ture mulige. Det har føjet en ny dimension til vores liv og vi deler vores oplevelser med andre så tit, vi har mulighed for det.
Ud over rejserne er der nogle forfattere der har inspireret os til nye ture og områder. Her skal specielt nævnes Michel Peissel, hvis bøger om Mustang, Zanskar, Tibet og Bhutan har været kilde til mange trekking ture.
Hans Hjordt Hansen, rejseledere Kipling Travel
Kathmandu
Vi fløj via Delhi til Kathmandu, hvor vi blev mødt i lufthavnen. Den fremmede kultur slog straks igennem, idet han ilede Hans til hjælp med bagagen, mens jeg selv måtte klare min. Sjov fornemmelse. I en gammel taxa kørte vi gennem Kathmandu på en farefuld færd. Totalt kaos, bilos, larm og tusindvis af mennesker. Vi blev indlogeret på et godt hotel og drog af sted på sightseeing med vores guide Manos. Spændende og farverig by. Besøg på Swayambunath Stupaen med fantastisk udsigt over Kathmandu dalen. Vandring langs floden ved Pashupatinath med ligbrænding. En naturlig dagligdags aktivitet for Hinduerne men fremmed for os. Bodhnath med den store stupa, som omkranses af en Tibetansk enklave med masser af boder, restauranter og en Tanga Malerskole. Overvældende!
Næste morgen bliver vi hentet kl. 6.30 og kører til bussen mod Pokara. Fin tur. Fra Pokara kører vi med en meget nedslidt bil til Baglung. Bliver indkvarteret i et guesthouse. Egentlig udmærket på 3. sal i et smalt gammelt hus. Men en kæmpe edderkop over sengen og mistanke om lopper tager noget af fornøjelsen. Vi får serveret te på rummet og inden middagen, som de har dækket op til os i et lille rum bag butikken, bringer de vandfad m/sæbe og håndklæde. Herlig 3 retters menu, langt over forventning, og meget lovende for de kommende 3 uger. Går en kort tur i byen, men bliver indhentet af en strømafbrydelse og finder tilbage i en fart. Sidder uden for huset og vækker en del opsigt, taler med en gruppe nysgerrige, meget søde unge.
Baglung til Jomsom
De følgende 6 dage vandrer vi op gennem Kali Gandaki dalen til Jomsom. Her følger nogle oplevelser og betragtninger undervejs:
Dalen er utrolig smuk og frodig. Husene i landsbyerne er rigt udsmykket med træskærer arbejde. Vi ser de første af de høje bjerge, utrolig flotte. Dhaulagiri gruppen og lidt af Anapurna.
Undervejs en landsby med 10 huse ved floden. Tre var blevet begravet af et stenskred der var kastet over floden fra den anden side af Kali Gandaki slugten. Floden var blokeret i 15 min. og derefter var vandet brudt igennem jordskredet.
Vi er ved at vænne os til ritualerne omkring måltiderne. Ved frokosten har køkkendrengen anrettet en presenning til os et skyggefuldt sted, hvor vi straks får serveret frisklavet citronsaft. Dernæst bringer køkkendrengen et vandfad med vand indeholdende et stænk cyklamen farvet sæbe, og guiden kommer med et håndklæde, der bliver vasket i sæbevand hver dag. Dernæst bringer køkkendrengen den store bakke med serviet og alle herlighederne. Håndvask gentages sig inden aftensmaden.
En lille skolepige – måske 7 år – bliver sendt med os af sin mor/bedstemor. Svært at afgøre, folkene her ældes hurtigt. Hun har lang vej til skole i det højtliggende terræn.
Vi møder mange hyrder med får og geder som er på vej ned i Nepal for at blive serveret under Dashain festivallen. Vi sender de første 4 postkort fra postkontoret i Marpha, desværre har de ikke rigtig tid på postkontoret, da de er i færd med at slagte en ged ude på gårdspladsen!!! I stedet lægger vi dem i en lille rusten postkasse med hængelås udenfor. Deres skæbne er formentlig uvis.
Landskabet er ændret dramatisk de sidste dage. Det er goldt og tørt, og støvskyerne flyver om ørerne på os, nu hvor klokken har passeret 10.30, og vi er på vej mod Jomsom. Vi passerer en flok indiske præster iført særpræget tøj, lange nederdele under en varm jakke, tynde ben i kondisko, uldne elefanthuer og blanke solbriller af den slags, man kan spejle sig i. De er på vej til templet i Muktinath med al deres bagage i store ternede plastic tasker.
Jomsom mod Lo Mantang
Vi sov ikke meget i nat. Alle hunde havde tilsyneladende rottet sig sammen og gøede nærmest uden ophold natten igennem. Da de endelig faldt om, stod inder-karavanen op, kl. var da 5.30. Vi når Kagbeni inden frokost i så god tid, at vi kan ligge og slappe lidt af i solen. Vi beslutter at tage et værelse i stedet for telt og dermed ofre 20 kr. i håb om at sove bedre i nat.
Næste morgen er kontrolstationen totalt lukket, da vi kommer kl. 7. Det viser sig, at kontrolofficeren er ved at stå op i en anden ende af byen og er ved at vaske sig. Kl. 7.30 ankommer han og vi får vore stempler, dog først efter al bagage er blevet undersøgt og en liste over alt ikke brændbart emballage er udfærdiget, så det kan tjekkes, at vi har det med ud af Mustang igen. Øvre Mustang ligger foran os!
Vi spiser frokost i Tangbe, som er den første by vi møder i Mustang. Et utrolig skønt sted. En times yderligere gang med en voldsom stigning op til Chele. Vi skal bo på det eneste ”hotel”, med en fantastisk udsigt over flodlejet og Nilgiri i baggrunden. Et hus med mange rum og en hyggelig ældre ejer. Det viser sig, at han og de 12 andre familier, der bor i Chele, alle har huse i Kathmandu og børn, der studerer i udlandet. Toilettet er i nabohuset, som han også ejer, det indeholder en stald med 1 hest og 1 ko, som man lige skal flytte, inden man går op af en trappe til 1. sal, hvor der er et hul i gulvet og et i loftet til udluftning og en jordbunke, ”værs’go at skylle”.
Sover godt hele natten i vores værelse, det blæste for meget til at slå telt op, da vi ankom i går. Smager den lokale te med salt og harsk yakoksesmør efter at have set konen i huset tilberede den i et stort trærør med smukke messingringe om. Teen smager ikke så slemt som forventet. Alle holder nøje øje med os under prøvesmagningen og griner.
Vi skal videre op og det er en hård opstigning gennem et storslået landskab til Samar. Vi går en rundtur i byen. Udefra virker husene lukkede, men indvendig er de bygget op om en åben plads. En trappe fører videre op til taget, hvor brænde ligger til tørring.
Fire meget snavsede børn har spottet os og kommer løbende op til os. De har samlet en masse nedfaldne efterårsblade, som får overrakt. Senere da vi møder dem et andet sted i byen, må vi aflevere dem igen, så det var godt, vi havde gemt dem.
Videre til skolen, der ser meget lukket ud. Der er 3 lærere og ingen børn. Børnene er i marken. Den ene lærer ligger og sover i et rum, hvor de lige har slagtet et får. Skindet med kødrester ligger på gulvet og kødstykker og indvolde hænger til tørre under loftet. På de gode dage er der 13 børn i skole.
På vores vej videre spiser vi frokost i et lille tehus, hvor vi er tæt på at falde for fristelsen til at smage den lokale vin. Heldigvis bliver vi advaret af en guide, der kommer fra Lo Mantang, han fortæller, at vinen er lavet på vand, der ikke er kogt, og vi formentlig derfor ville blive syge.
Undervejs til Tsarang passerer vi en ca. 300 m lang Ghamimur, der er den længste kendte mur med mani sten. Før selve byen møder vi den imponerende port, som viser, at det er en vigtig by. Tsarang har et meget stort kloster, en Gomba, der i sine velmagtsdage husede 1000 munke, i dag er der 3 tilbage.
Lo Mantang
Vejen er meget gold fra Tsarang, indtil vi når indgangen til Lo sletten. Det er et flot syn at kigge ned på byen med 4 gombaer og paladset samt ringmuren. Høstarbejdet er i gang på alle markerne, de benytter segl til at høste med, heste eller kvinder til transport af kornet og avnerne blæses fra i vinden. Det tager ca. ½ time at nå ind til ringmuren og gå gennem den store gamle byport, som dog ikke mere lukkes om natten for at holde de onde ånder ude. Det er et stort øjeblik endelig at være her efter at have ønsket det i 40 år. Vi havde nu vandret i 12 dage fra Baglung.
Vi bor på byens eneste ”hotel” i telt på taget og har fint udsyn over hele byen og høstarbejdet. Vi bor lige over for indgangen til kongepaladset. 1 time efter vi er ankommet, får vores embedsmand arrangeret et møde med kongen og dronningen af ca. 15. min. varighed, da kongen skal af sted til deres sommerpalads, ½ times ridt fra Lo Mantang. Inden vi kommer ind i rummet til kongen og dronningen må vi 2 etager op og passere 3-4 bidske mastif hunde, heldigvis er de tøjret. Kongen kunne huske prins Joachim, der besøgte Mustang som en af de første udlændinge, da området blev åbnet i 1991. Dronningen serverer te og biskuits. Værelset er spartansk udstyret med kinesiske møbler.
Vi går en rundtur i byen og handler lidt. Byen var umådelig beskidt. Heste, køer og muldyr går frit omkring og bor i underetagerne. Midt i fortovet er en affalds rende a la dansk middelalder. Vi går rundt i byen med de krogede gyder og huse i 3-4 etager. Vi besøger buddhistskolen og den nedslidt gomba. Hotellet har en generator, så vores bærere kan se videofilm om aftenen. Vågner op til en smuk og solrig fridag.
Får store fade med varmt vand bragt op på taget, så jeg kan vaske hår og Hans barbere sig. Herligt. Sidder i solen og skriver postkort, køber frimærker i det lille bitte posthus nedenunder og får kortene stemplet. De vil blive afhentet næste morgen kl. 6 af postbuddet, der gående bringer post til og fra Jomsom.
Inden middagen når vi at gøre nogle gode køb hos en ung mand. Vi kommer ind i hans hus og ser blandt meget andet Michel Peissel’s bog ”A lost Tibetan Kingdom” og spørger derfor, om han kender til personerne fra den gang. Han fortæller os, at hans far er Pemba og at de kender Michel Peissel særdeles godt. Pemba er den unge adelsmand, i hvis hus Michel Peissel boede i længere tid og som hjalp ham rundt i området. Hans far lever, men er ude at høste. Hvis vi kommer igen næste morgen tidligt, kan vi møde ham. Vi står tidligt op og går hen for at hilse på Pemba selv og på hans barnebarn. Det er en stor oplevelse at møde en person, som har spillet så stor rolle i bogen om Mustang, der inspirerede os til trekkingturen. Om aftenen danser og synger vores bærere i køkkenet.
Tilbage til Jomsom
Tilbageturen er begyndt, og nu går det nedad næsten hele vejen, ren slentretur og utrolig smukt med Nilgiri og Anapurna helt klare i strålende sol mod blå himmel. Det kan ikke beskrives, det skal opleves og nydes på stedet. I Tsarang besøger vi ruinerne af paladset med en våbensamling og arkitektens afhuggede hænder, som han fik hugget af, for at han ikke skulle tegne og bygge et tilsvarende palads. Vegetarmad begynder så småt at blive uinteressant, så vi spiser mindre. Tidligt i seng efter drab på en enkelt stor kakerlak over min seng.
Passerede igen den lange smukke Ghamimur og det usandsynlig flotte bjerglandskab i farverne terrakotta, blå og okker. Det har sneet på bjergtoppene i går aftes og nat.
På det sidste stræk mod Kagbeni kan vi gå i flodlejet fra Chele og kigge efter ammonitter. Vi ankommer sent til Kagbeni og får at vide, at der har ikke været fly Pokara - Jomsom i to dage!!!
Wake-up tea kl. 5. Vi havde aftalt at nå Jomsom tidligt nok til evt. at nå et fly en dag før planlagt, hvis der flyves !!!! Ankommer til Jomsom kl. 8.30, men der er ikke plads i de 4 fly, der faktisk letter i løbet af formiddagen, inden blæsten sætter ind. Vores kok tilbereder en overdådig middag til os efterfulgt af en lækker lagkage med teksten ”Mustang trekking 1998” kantet med småkager og slik. Den sidste nat i Jomsom er akkompagneret af utallige gøende hunde. Ved 4-tiden er de udmattede nok til at falde til ro.
Op kl. 5. Det har regnet voldsomt i nat og er overskyet. Usikkert om der går fly til Pokhara. Alle agerer som om flyene går, så vi checker ind 6.30 og sætter os til at vente i ”ventesalen” sammen med de ca. 20 andre udvalgte. Vi får et par gange information om, at flyet er forsinket pga. vejret, og at helikopterflyvning vil kunne arrangeres for 200 $ pr. person. Pludselig lyder en sirene, vi formoder, det betyder, at et fly er på vej, men intet sker. Alles øjne er rettet mod syd. Sirenen lyder igen, denne gang lidt svagere og endnu engang blot med en lille lyd. Omsider kommer et fly til syne. Inden da er de begyndt at bære noget af bagagen ud på selve landingsbanen. Desværre ikke vores i første omgang, men det kommer. Inden længe og ganske hurtigt efter hinanden er tre fly synlige på himlen, og snart efter landet. Alle er glade, og kl. 9.40 er der afgang. Flyet kommer heldigvis i luften, inden air-strippen slipper op, og svæver ud over Kali Gandaki og de omkringliggende bjerge. Det er en meget smuk tur og et utrolig grønt og frodigt landskab efter Mustang.
Flyveturen tager 20 min. og så står vi i varmen i Pokhara. Der går fortsat køer og vandbøfler rundt i gaderne og placerer deres efterladenskaber, hvor de lyster. Desværre kommer jeg til at træde i én af de mere friske. Yrk en fornemmelse! En ung velklædt boghandler i hvid skjorte træder ud af sin butik og fjerner den friske kokasse med de bare hænder, mens vi undrende ser til.
En lang, indholdsrig, spændende, strabadserende og grænseoverskridende ferie, der overgår alt, hvad vi tidligere har oplevet, er slut.
Hvorfor begynde med Mustang:
Jeg hørte en radioudsendelse i slutningen af 50’erne. Den beskrev dette ukendte område, som et kongedømme med sandstorme, en hovedstad der var omgivet af en stor ringmur med en enkelt stor byport, der blev lukket om aftenen fordi dæmonerne huserede udenfor om natten. Der blev drukket te, der indeholdt yak mælk, harsk smør og rå æggeblomme. Desuden var polyandri legalt (en kvinde kunne gifte sig med flere mænd, dog kun brødre til hendes første ægtemand). Jeg blev meget fascineret af denne beskrivelse og drømte i mange år om at rejste til dette gemte hjørne af Nepal. I 1997 begyndte Vinni og jeg at planlægge en tur til Mustang for at få opfyldt drømmen. På internettet fandt vi 3 bureauer i Kathmandu og bad dem komme med et tilbud på en rejse, som i store træk skulle følge den rute, Michel Peissel har beskrevet i bogen ”Mustang a Lost Tibetan Kingdom”. Allerede dagen efter kom det første forslag. Vi aftalte at rejsen skulle foregå i september året efter. Regntiden ville så være slut og foråret kunne være en kold tid at rejse i. Vi begyndte at købe udstyr og glæde os til afrejsen den 11. september 1998.
