Antarktis - ekspeditionskrydstogter og rejser

Goudier Island og Port Lockroy Station A

I bugten Port Lockroy ligger den historiske vigtige ø, Goudier Island. Øen har været brugt som tilholdssted under adskillige ekspeditioner. Under anden verdenskrig blev der på Goudier Island etableret en britisk forskningsstation. Port Lockroy Station A, som stationen blev kaldt, var i brug helt frem til den 16. januar 1962.

Selvom forskningsstationen fortsat er bevaret, så er brugen af denne en helt anden. I 1996 blev Station A lavet om til et museum. Derfor er Gourdier Island også et af de helt store trækplastre for turister der rejser til Antarktis. Øen har nok kontinentets eneste souvenirbutik og det er desuden også muligt at sende et postkort hjem via øens postkontor.

Rejse til Goudier Island

Skibsvraget Guvernøren

I 1915 gik der brand i hvalfangerskibet “Guvernøren”. For at mandskabet kunne undslippe flammerne, var man tvunget til at ligge til midt i Wilhelmina Bay. På din rejse til Antarktis kan vi, hvis vejrforholdene tillader det, tage en Zodicbåd til skibsvraget, som i dag er delvist sunket.

De rustne skibsdele står i stærk kontrast til de isende omgivelser, og sejlturen til guvernøren er derfor temmelig unik. Vandet omkring Wilhelmina Bay bugner med lyskrebs, som tilfældigvis er favoritføde for pukkelhvaler. Er vi heldige kan vi spotte det enorme dyr i jagten på mad.

Rejse til skibsvraget Guvernøren

Kun Antarktis

Af alle klodens pingvinarter er kejserpingvinen den mest emblematiske. Det hjælper også, at arten er den største. Kejser pingviner kan blive op til 122 cm. i højden og vejer mellem 22 og 45 kg. De lever af krebsdyr, blæksprutter og fisk og kan oftest findes omkring Rosshavet og Weddellregionerne, specielt på Snow Hill Island. Kejser pingvinerne begiver sig meget sjældent nordpå mod subantarktiske vande og bliver i stedet på havisen, hvor de former store kolonier.

Kejserpingvinerne er den eneste pingvinart (og fugleart) på Antarktis, der formerer sig om vinteren. Ungerne bliver født ultimo juli til medio august, men de kan først udforske vandene på egen hånd omkring januar.

Temperaturerne kan styrtdykke ned til -50 grader og vindene nå op på 200 km. i timen i yngletiden. Hunnerne lægger kun ét æg, som straks gives videre til hannen. Han ruger på ægget, mens hunnen går i vandet for at jage.

Over de næste ni uger faster hannen, mens han holder ægget varmt. I denne periode kan han miste op mod 45 procent af sin kropsvægt. Når hunnen vender tilbage til august, er det hannens tur til at hoppe i vandet og jage. Ofte må han vandre op til hundrede kilometer over isen for at finde føde. Når han har spist sig mæt, vender han tilbage til kolonien for at hjælpe hunnen med at tage vare på ungen.

Når havisen begynder at bryde op til januar, tager hele familien til havs. Forskere mener, at forældrene tager ungerne til havs på dette tidspunkt, fordi mængden af føde er stor, så ungerne kan lære at jage selvstændigt.

Kejserpingvinerne dykker både dybere og længere end nogen anden fugl. De kan nå op imod 200 meter ned og blive under vandet i hele 18 minutter. Selvom kejserpingvinerne har en høj overlevelsesrate, er de også den sjældneste af alle pingvinarter: kun omkring 220.000 ynglende par lever i dag.

Æselpingviner 

Antarktis og Subantarktis

Det estimeres, at der findes omkring 300.000 ynglende par af æselpingviner på Antarktis, og derved er arten den næst sjældneste efter kejserpingvinerne.

Som fuldvoksne er æselpingvinerne fysisk set den tredje største pingvinart efterkejser- og kongepingviner. De bliver 50 – 90 cm. i højden og vejer 4,5 – 8,5 kilo på en diæt af fisk, blæksprutte og krebsdyr.

Æselpingviner bor i store, selskabelige ynglekolonier langs den nordantarktiske kyst, på de sydlige Sandwich- og Shetlandsøer, Orkneys samt på South Georgia og Falklandsøerne. De bygger reder på stranden og i græstuer og kan blive ret aggressive, nær reden skal forsvares.

Æselpingvinerne bruger sten til at bygge rederne – en praksis der har resulteret i, at hannerne ofte giver hunnerne sten som en del af kurmageriet. Hannerne tiltrækker hunnerne ved at vende næbbet i vejet og trutte som i en trompet. Når en hun har valgt en mage, vender begge køn næbbet mod den rede, hunnen har bygget, for at proklamere, at de er et par.

Æglægningen kan ske allerede i juni, men i de koldere regioner sker den ofte først omkring december. Æselpingviner er monogame og har op til tre ynglesæsoner. Derefter vil de oftest finde nye partnere. Hunnerne lægger to æg, og herefter skiftes hannen og hunnen dagligt til at ruge på ægget. Efter ca. 35 dage klækkes ægget, men det tager endnu en måned, før ungerne får fjer. Når det sker, er ungerne klar til at tage til havs. I modsætning til andre pingvinarter, får æselpingvinungerne fjer, før de kan klare sig selv.

Æselpingviner bliver ca. 15-20 år, og de er de hurtigst svømmende fugle med en hastighed, der kan nå helt op på 36 km. i timen.

Guldlokket pingvin 

Antarktis og Subantarktis

Der findes omkring 12 millioner par af disse øboere. Voksne guldlokker og rempingviner er næsten identiske i henhold til højde og vægt, med guldlokkernes ca. 70 centimeter i højden og 5,5 kilo på vægten.

Guldlokkerne lever tæt på den antarktiske polære front og yngler på Falklandsøerne, South Georgia, South Sandwich og South Orkney. De former enorme kolonier med hundrede tusindvis af pingviner på klippesider og i bakkelandskaber.

På South Georgia ankommer guldlokkerne i slutningen af oktober for at yngle, og to uger senere lægger de deres æg. Hunnerne lægger to æg, hvoraf det første er meget mindre end det andet og kun sjældent udklækkes.

Begge forældre deles om rugepligten, men det koster store kræfter. Guldlokkerne mister op mod halvdelen af deres kropsvægt i processen. Ungerne får fjer to måneder efter, de er udklækket, og kun en forælder bliver og passer på dem. Dette fokus på kun at opfostre én unge gør, at guldlokkerne ikke oplever det boom i antal, som visse andre pingvinarter er kendt for.

I løbet af ti uger vokser ungerne nok til, at de kan forlade deres forældre og blive integreret i den voksne koloni. I naturen lever de omkring 15 år.

Magellanpingvin 

Subantarktis

Disse pingviner er opkaldt efter den berømte opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan, og de er desuden tæt relateret til Galapagospingviner, Humboldt- og Afrikanske pingviner.

Magellanpingviner bliver mellem 60 og 75 cm. i højden og vejer mellem 2,5 og 6,5 kilo. Som art er de ret sky overfor mennesker og har det med at søge ly i deres reder, hvis vi nærmer os. Bliver det for varmt, smider de nogle af fjerene, strækker halsen og åbner vingerne for at slippe af med varmen.

Magellanpingviner findes primært på Falklandsøerne og i Sydamerika, hvor der er mange af dem, men mindre kolonier er registreret på både South Georgia og South Shetland. Kolonien på Falklandsøerne har over 100.000 ynglende par, men denne koloni er alligevel lille sammenlignet med kolonierne i Sydamerika. I Argentina findes omkring 900.000 ynglende par og 800.000 i Chile.

Magellanpingviner foretrækker øer med tæt vegetation og dybe jordlag, så de kan grave fordybninger til deres reder, som ofte beskytter dem fra rovdyr fra oven. Pingvinerne selv lever af fisk, blæksprutte og krebsdyr. De dykker typisk mindre end 50 meter, når de jager, men kan i nogle tilfælde dykke helt op til 100 meter.

Sammenlignet med andre pingvinarter lever megallanpingvinerne længe, omkring 25 år i naturen.