Trekking eller bjergbestigning?

Hvornår bliver trekking til bjergbestigning?

Det er nok det spørgsmål, vi oftest får stillet.

Trekking eller bjergbestigning – hvad er egentlig forskellen? Er det højden, der gør det? Skal man hænge i et reb over åben grund, før det kaldes bjergbestigning? Skal man klatre med hænder og fødder? Skal trekket ende på en top?

Vi forstår skam godt forvirringen.

Helt kort kan vi sige, at hvis du ikke har brug for noget særligt sikkerhedsudstyr, foruden dine vandrestøvler, telt og passende tøj, så er der tale om en vandretur – også selvom den leder til toppen af et bjerg.

Sproget har det dog med at mudre forskellene lidt. F.eks. taler man jo om at bestige Kilimanjaro. Men egentlig er det ikke det, man gør. Kilimanjaro er nemlig en vandretur, men da det samtidig er en toptur, altså en rute, som fører til toppen af bjerget, omtales det ofte som en bestigning. Det ligger ligesom bedst i munden.

Men officielt bliver trekking til bjergbestigning, når vejen mod toppen bliver teknisk. Og hvad betyder det så? Det betyder, at der skal lidt mere til end bare god form og snørede vandrestøvler for at nå toppen. Bestigninger kan være mere eller mindre tekniske – og dermed kræve mere eller mindre forudgående erfaring.

På nogle bjerge kan cramponer (metalpigge, der spændes under støvlerne), en isøkse (der primært kommer i brug, hvis man glider), måske en klatresele og en hjelm, gøre det. Og det kan være noget så simpelt som årstiden og dermed klimaet, der laver en rute om fra en vandretur til en bestigning.

Et godt eksempel derpå er Nordafrikas højeste bjerg, Mount Toubkal i Marokko. I sommersæsonen vandrer man til toppen af bjerget, men når vinteren rammer, bliver bjerget dækket af sne, der kan være dyb, og så må isøkse og cramponer til hjælp for at bestige bjerget.

Det er selvfølgelig også muligt at bestige bjerge, der ikke ser så meget som et enkelt snefnug. F.eks. hvis der ikke rindes en rute til toppen, man kan vandre, og der i steder må bruges reb og karabiner (og hænder) på mærkbare dele af ruten for at komme til tops.

Nu får vi det måske til at lyde som, at bjergbestigning kun er for de hardcore typer, mens vandring er en leg. Men bestigninger kan være mere eller mindre simple, og nogle er særdeles egnede til begyndere, mens andre kræver forudgående erfaring. Omvendt kan nogle vandreruter være lange, have meget simple overnatningsforhold og endelig være meget høje, så tynd luft kan gøre ruten til en hård nød at knække. F.eks. er Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua i Argentina, kun lidt teknisk og nærmest på grænsen til at være en vandrerute – men den enorme højde gør bjerget til en stor udfordring, også for øvede bjergbestigere, og kræver derfor forudgående erfaring over 6.000 meter.