Bukoba
Omkring 50 kilometer fra Ugandas grænse, ligger den lille havneby Bukoba. Her er vejret stort set altid solrigt og dejlig behageligt. Dog kan det være en god idé, at medbringe en tyk trøje til de kølige aftener. Det misundelsesværdige klima skyldes byens beliggenhed, kun én grad syd fra ækvator.
Landskabet i Bukoba er lige så helt fantastisk. Byen ligger i en dal, formet som en skål der indkredses af frodige træer. Ydermere har Bukoba også sin egen hvide sandstrand, til de som også ønsker lidt badeferie.
Et sjovt lille fact: Bukoba er faktisk en venskabsby til danske Nykøbing Mors.
Bukobas placering
På trods af sine kun 100.000 indbyggere, er Bukoba regionshovedstad i regionen Kagera. Denne er placeret i det nordvestlige Tanzania. Byen er beliggende ved Victoriasøens vestlige bred, og er også kendt som den næststørste havneby ved søen. Fra Bukoba er der omtrent 50 kilometer til Uganda, hvorfor byen er et perfekt pitstop, for de som skal krydse grænsen.
Oplevelser i Bukoba
Kagera Museum
Kagera museum er et af de mere intime af slagsen. Den lille bygning fyldt med beundringsværdige kunstværker, gør din oplevelse her vidunderligt intim. Det er blandt andet den svenske fotograf Dick Perssons fotografier, som pynter i det lille museum. Her har han skitseret det vilde afrikanske dyreliv på fineste vis.
Ud over hovedattraktionen som klart er de mange fotografier, huser museet også en mindre udstilling af gammelt værktøj og smukke artefakter. Tilknyttet Kagera museet er der en lille workshop, hvor smykker, ngoma trommer og tasker bliver til.
Katuruka Heritage Site
2 kilometer syd fra Bukoba ligger et område med historie helt tilbage til jernalderen, Katuruka Heritage Site. Her opbevares og beskyttes de tilbageblevne fund fra en af de ældste og vigtigste bopladser fra jernalderens tid i Østafrika. Blandt murbrokker og andre gamle dele fra pladsen, befinder der sig flere historiske skatte.
Èn af skattene er den ældste jernsmeltningsovn, fundet i Øst-, Central- og Sydafrika. Den største begivenhed ved denne tur, bliver formentlig din guide. De er om nogen fænomenale til at genfortælle de mange myter og historier, som stammer fra jernalderen, i forbindelse med netop denne boplads.
Pladsen sættes blandt andet i forbindelse med det 17. århundredes Konge Rugoma Mahe’s palads, og man mener ligeså, at den gamle Regngud Mugasja har historie herfra. Guiderne kan fortælle fascinerende myter om dette og meget andet.
Bwanjai Rock Art
I det nordlige Kagera kan du se de imponerende store sten, som gennem tiden er blevet pyntet med alskens gamle malerier fra de tidligere stammefolk. I modsætning til eksempelvis Kondoa Rock Art nær Dodoma, så er stenene her ikke fyldt med dyre- og menneskeskitser.
De påtegnede mønstre ved Bwanjai Rock Art, er noget mere abstrakte. Her er stenene prydet med en masse røde prikker og ukendte symboler. Det er ikke til at vide, hvad symbolerne egentlig betyder, da traditionen for at tegne lige den slags tegn, ikke er blevet videreført gennem tiden.
Minziro Forest Reserve
Kun 20 kilometer fra grænsen til Uganda, ligger det 250 km2 store skovområde Minziro. Landskabet her er forholdsvist fladt, fyldt med grønne græsarealer og tæt bevoksede skovområder, men iblandt gemmer der sig flere stenede bakker.
Ydermere er plantelivet noget helt specielt, da skovtypen er enestående på disse kanter. Størstedelen af området er prydet med skovtypen ”Baikiaea - Podocarpus” - bedre kendt som en sæsonbestemt sumpskov. Derfor kan du opleve, at mange områder af stedet er oversvømmet. Det afhænger dog helt og holdent af, hvornår på året du besøger Minziro Forest Reserve i. Reservatet som desuden er fredet, blev offentliggjort tilbage i år 1947.
I skovområdet findes en palette af helt specielle og smukke fugle. Her kan nævnes den blå Isfugl, Turako-fuglen med den sjove frisure og den lille Skov-robin med den orange hals. Blandt de flyveklar dyr i parken findes også hele 500 forskellige sommerfuglearter.
De store afrikanske dyr er svagt repræsenteret i Minziro, hvilket man formoder skyldes krybskytteri. Dog er der tre forskellige abearter repræsenteret. Af og til besøges parken også af elefanter og buffaloer. Fra Bukoba er der et par timers kørsel frem til reservatet, så man skal være forberedt på en heldagstur - dog en meget smuk én af slagsen.
Bukobas historie
Spor af det tyske
Bukoba blev grundlagt tilbage i 1890, som værende et tysk administrativt centralpunkt. Området blev dengang styret af den osmannisk-tyske læge, naturforsker og guvernør, Emin Pasha. Den dag i dag er byen fortsat et administrativt sæde, dog for Bukoba distriktet nu. Her sidder Kageras regional kommissær Oberst Fabian Massawe.
Hvis man går en tur rundt i byen, vil man spotte spor fra den tyske regeringstid. I den sydlige del af Bukoba ligger en masse gamle tyske bygninger. Heriblandt finder du det originale postkontor og en tysk kirkegård.
Most grøn banan
Ønsker du en en kulturel smagsoplevelse i Bukoba, bør du prøve retten Matoke. Retten er røget fluks over landegrænser, da den oprindeligt stammer fra det sydlige Uganda, hvor denne spise er en nationalret. Matoke er lavet ud af store grønne bananer, som man enten rister eller damper. Nogle laver herefter retten som mashed banana i mens andre spiser frugten som den er. Bananen koges ofte med kød eller røget havkat og serveres med bønner eller jordnødder.