Arusha

I det nordlige Tanzania ligger landets absolutte safari-by, Arusha. Skal du mænge dig med dyrene i Serengeti nationalpark eller på opdagelse i Ngorongoro krateret, så vil din udflugt formentlig tage sit udgangspunkt i Arusha.

I byen for foden af det berømte bjerg Mount Meru, bor knap 500.000 indbyggere. Byen har et multikulturelt samfund og huser både indfødte bantufolk, arabiske og indiske tanzanianere, samt minoritetsgrupper af europæere og amerikanere. Af samme årsag dyrkes der også mange forskellige religioner i byen. Her lever muslimer, jøder, kristne og hinduer side om side.

Læs mere om safari i Tanzania.


Arushas placering

Arusha er placeret i den nordlige del af Tanzania. Arushas placering blandt nogle af Tanzanias største naturreservater, har gjort byen til et typisk udgangspunkt for turisters safariture. Med tæt placering på Afrikas største bjerg Kilimanjaro, er der også en del bjergbestigere som besøger Arusha på deres vej


Oplevelser i Arusha

Arusha Nationalpark

Arusha Nationalpark ligger 25 km nordøst fra Arusha by, og breder sig over 137 km2. På trods af parkens beskedne størrelse, er den stadig rig på både natur og dyreliv. Der lever ikke nær så mange rovdyr her, som i de omkringliggende populære reservater. Det giver til gengæld mulighed for at komme endnu tættere på eksempelvis giraffer, zebraer og aber, da dyrene er mere afslappet.

Ønsker du at komme helt i øjenhøjde med nogle af dyrene i parken, kan du tage på kanotur i Momella Lake. I denne lavvandede sø vil du opleve de smukke lyserøde flamingoer og vadefugle, som har deres tilholdssted i søen. I sig selv er en sejltur på søen også et smukt syn, hvorfra du har perfekt udsyn til skovens kulisse.

I Arusha Nationalpark ligger også Mount Meru. Bjerget er med sine 4566 m. Tanzanias næsthøjeste bjerg. Mount Meru er egentlig en aktiv keglevulkan, men sidste udbrud ligger tilbage i 1910. Der er mulighed for trekking- og bjergbestignings-oplevelser på bjerget. Her er der dog obligatoriske krav om ledsagelse af en guide.

Serengeti nationalpark

Med god grund blev parken kaldt for Siringit “De endeløse sletter” blandt masaierne. Den 15.000 km2 store slette, som kan rumme Sjælland hele to gange, byder på smuk natur og et rigt dyreliv. Blandt gnuer, giraffer og fuglearter som du formentlig slet ikke har hørt om, kan de heldige også stifte bekendtskab med The Big Five.

The Big Five repræsenteres af løven, leoparden, det sorte næsehorn, elefanten og bøflen. Udtrykket er skabt blandt jægere på storvildtjagt, hvor anerkendelsen er størst, når disse afrikanske dyr kommer under sigtekornet. I dag er jagt dog forbudt i størstedelen af Tanzania.

På safaritur gennem Serengeti, skal du dog være ekstra heldig, for at opleve fænomenet. Særligt det sorte næsehorn gemmer sig godt. Dels fordi dyret nær var blevet udryddet i 1980’erne og dels fordi de foretrækker ophold i det frodige buskads

Masaierne har også omtalt parken som Siringitu “Det sted hvor jorden forbliver for evigt”, og jorden er da også noget helt specielt. Serengeti indgår nemlig i et unikt økosystem med Ngorongoro krateret, som skaber en fantastisk grobund for blandt andet kaffeplantager.

Ngorongoro krateret

Tre timers kørsel fra Arusha ligger det 260 km2 store Ngorongoro krater. Køreturen er lang, men oplevelsen er også fantastisk. Også her kan der opleves et rigt dyreliv. Dog vil du ikke støde på giraffen, hvis ben er for lange til det stejle krater.

Indtil 1956 var Ngorongoro krateret en del af Serengeti Nationalpark. Grundet en konflikt med de lokale masaier, blev området nedgraderet til et conservation area samme år. Det vil sige, at masaierne nu har tilladelse til at bosætte sig i området.

En hel unik oplevelse ved Ngorongoro krateret er ballonsafari. Du vil sent glemme følelsen af den tidlige morgenbrise, når du svæver hen over savannen i luftballon. Oplevelsen afsluttes med morgenmad som du aldrig har prøvet det før. På savannen vil der blive serveret champagne-brunch, mens du suger de mange indtryk, dufte og lyde til dig.

Bjerget Kilimanjaro

Kilimanjaro nationalparks absolutte juvel er bjerget med samme navn. For at nå toppunktet Uhuru Peak, må du op i 5895 m. højde, hvilket gør Kilimanjaro til afrikas højeste bjerg. Selv kalder befolkningen bjerget for “Afrikas tag”. Udsagnet repræsenterer muligheden for, at have et helt kontinent under sine fødder. Der siges desuden at være vulkansk aktivitet på toppen af bjerget, men eftersom man skal 100.000 år tilbage i tiden siden sidste udbrud, betragtes vulkanen som sovende.

Turen op ad bjerget er ikke nem, men den er smuk og hvad der venter dig til tops, er en af naturens helt store gaver. Foruden en fantastisk udsigt fra toppen af Afrika, vil du også kunne opleve iskappen på toppen af bjerget. Hvor mange år frem dette er muligt, vides dog ikke, da isen smelter i en voldsom grad grundet klimaændringer. Hvor iskappen dækkede 12 km2 i 1912, blev den i 2007 målt til kun at dække 2 km2.

Mt. Meru Curios & Craft market

Nær klokketårnet i Arusha centrum, ligger byens største marked. Markedet som også kaldes for Masai markedet, er det perfekte sted, at købe gaver med hjem til sine kære. Her finder du Arushas bredeste udvalg af træfigurer, håndværk, malerier, smykker og lignende.

I november 2014 brændte markedet ned til bunden. For masaierne som levede af deres omsætning her, var det en meget tragisk hændelse. Der har siden da været mange spekulationer om hvorvidt branden var påsat af politiske årsager, men dette står fortsat uklart. Markedet er dog oppe at køre igen, og er fortsat et udsøgt sted for byens besøgende.

Farmers market

Et kvarters kørsel fra Arusha centrum, ligger Arusha Farmers market. Her er stedet hvis du ønsker at købe lækkert hjemmelavet mad, økologiske grøntsager, oste og lignende. Dette marked er ikke særligt overrendt med turister, så den lokale stemning kan opleves til fulde.

Dog tager turismen til, hvilket kan mærkes på tiltag som, at en lokal kok udøver underholdning og viser hvad man kan lave ud af de lokalt dyrkede fødevarer. Den 8. august hvert år afholdes “Nane nane day”. Denne dag fejre man den anerkendelse landmændende har fået, for at bidrage til Tanzanias økonomi.

Via via café

I det centrale Arusha ligger en meget anderledes konstrueret, belgisk-drevet café. Caféen er bygget op som en typisk afrikansk landsby med ni udendørs bungalows og stråtag. På Via via kan du spise en lækker afrikansk ret, nyde en cocktail og få dig en sludder med de lokale eller andre turister.

Hver torsdag aften kan du danse til afrikanske rytmer, når et lokalt band giver koncert på caféen. Omkring midnat lægges der op til mere dans og flere cocktails, når cafeen forvandler sig til et open-air diskotek. Her er fortsat plads til unge som gamle, turister som lokale. Via via arrangerer og lægger desuden hus til filmaftener, udstillinger og andre kulturtiltag.


Arushas historie

Fra øde slette til populær handelsby

Byen Arusha blev stiftet i 1830’erne af de masaier som dyrkede landbrug på den sydlige side af bjerget Kilimanjaro. I Arusha begyndte de at dyrke og producere alt fra korn og honning til øl og tobak. I 1860’erne steg efterspørgslen på de varer som masaierne dyrkede. Derfor udvidede man ruten frem til Arusha, og en ægte handelsby var for alvor skabt.

Under tyskernes magt

Ligesom det øvrige Tanzania var Arusha mærket af koloniseringerne i Afrika. I 1896 blev Arusha erobret af tyskerne, som dog måtte overgive sig til briterne under 1. verdenskrig. I 1928 igangsatte man udvidelse af jernbanen til Arusha, hvilket øgede handelsindustrien i byen endnu engang. Dette gav liv i byen og i perioden 1940-1948 steg det beskedne befolkningstal fra 2000 indbyggere til 5000 indbyggere.

Arusha, en stor inspiration

Arusha har været inspirationskilde til mange afrikanske byer, og førende i retningen mod et moderne Tanzania. Det var blandt andet i denne by, at briterne underskriv Tanganyikas uafhængighedserklæring i 1961. Otte år efter blev Arusha-erklæringen udarbejdet og underskrevet. Her blev der nedskrevet en lang række målsætninger for byen, som omhandlede landbrugsudviklingen, skabelse af social lighed og økonomisk fremgang. De fleste af målsætningerne er endnu ikke opnået. Alligevel har Arusha-erklæringen haft en betydning for Tanzania som vi kender det i dag.