Morogoro

Vest for Dar es Salaam på den østlige side af Tanzania, ligger byen Morogoro. Uformelt kaldes byen også for “Mji kasoro bahari”, hvilket betyder “by tæt på havet”. Dette er dog lidt misvisende, da Morogoro er beliggende 169 kilometer vest for havnebyen Dar es-Salaam.

I byen bor 315.866 indbyggere, hvor langt de fleste er muslimer. Faktisk er Morogoro, foruden Zanzibar, den eneste by i Tanzania, hvor man oplever, at kvinder bærer sorte burkaer. Alligevel er der mulighed for både at besøge moskéer, katolske kirker og hindu templer i byen.


Morogoros placering

Morogoro by er regionshovedstad i regionen med samme navn. Byen, som er beliggende i det vestlige Tanzania, er et knudepunkt for vejene mellem Dar-es-Salaam og Dodoma, og ligeså mellem Dar-es-Salaam og Mbeya. Desuden er der også gode transportmuligheder til byerne Mwanza og Kigoma.


Oplevelser i Morogoro 

Shopping i Morogoro

Ligesom i mange andre tanzanianske storbyer har Morogoro sit eget “Main Market”. Markedet åbner, når solen står op, og lukker igen, når solen går ned. Morogoros landbrugsproduktion er i top, og det kommer til udtryk her. På markedet sælges nemlig et bredt udvalg af friske råvarer, såsom korn, frugt, grøntsager og kød.

Saba-Saba markedet har ligeså åbent i dagens lyse timer. Markedet på byens vestlige side er særlig interessant for de, som ønsker at købe tøj med hjem. Mange skræddere opholder sig her og tilbyder at skræddersy tøj til dig for en formidabel pris. Er du vild med genbrugsfund, er Saba-Saba også noget for dig.

Kinole Waterfall

På den anden side af Uluguru-bjergene finder du det overdådige Kinole vandfald. Turen, fra Morogoro og rundt om bjergene til vandfaldet, tager halvanden time i bil eller bus. Til gengæld er køreturen yderst smuk.

Fra din vinduesplads vil du først blive mødt af tør steppe beplantet med baobab-træer og majsmarker. Jo tættere du kommer mod Kinole, jo mere grøn og frodig bliver naturen også. I de noget grønnere områder bliver du mødt af duften af kaneltræer og peberplanter. Også her vil du støde på marker, hvor de lokale blandt andet dyrker ananas.

Terrænet omkring vandfaldet er der ikke rørt meget ved. Derfor må man også sætte en lille time af til at finde vej gennem buskadset og hen til vandfaldet. Til gengæld er vandringen gennem den smukke og rodet natur også børnevenlig, da der hverken er langt eller usikkert at bevæge sig. Højdepunktet for denne tur må være en frisk dukkert under vandfaldets klare vand.

Uluguru-bjergene

Byen Morogoro er placeret ved foden af den velkendte bjergkæde Uluguru. Uluguru-bjergene er opkaldte efter den lokale stamme Luguru, som har boet i bjergene i over 100 år. I alt grænser 50 små landsbyer op til bjergkæden, hvilket også skaber liv i området.

Ulugurus højeste punkt er målt i 2.600 meters højde. I Bjergkæden er der gode muligheder for trekking og hiking, men det er dog en god ide at have en guide med på din vej. På din tur op ad bjerget vil du få mulighed for at besøge flere små landsbyer, som har sin placering her.

Mikumi nationalpark

Halvanden times kørsel fra Morogoro ligger Tanzanias fjerdestørste nationalpark. Parken, Mikumi, grænser op til vildtreservatet Selous, og der er derfor god mulighed for en heldagstur i området. Det er også muligt at overnatte på en af nationalparkens hoteller. Således kan du få den optimale safari-oplevelse ud af dette populære naturområde.

Mikumi nationalpark blev grundlagt i år 1964 og breder sig i dag over 3.230 km2. Parkens natur er et fantastisk miks af flodsletter, græsarealer, savanneområder og tilvoksede bakker.

Mikumis varierende landskab gemmer på mange af de populære afrikanske vilddyr. Du kan blandt andet se zebraer, bøfler, giraffer, gnuer, løver og giraffer her. Derudover er der blevet registreret over 400 forskellige fuglearter i denne smukke park.

Selous vildtreservat

Selous vildtreservat er en af verdens største faunareservater. Den indbydende park, som bugter sig over 54.600 km2, har et areal, som er større end Danmark. Her er mange områder at udforske, og du er sikret en oplevelse, som du umuligt vil glemme.

Selous’ landskab består af flere forskellige naturtyper. Særligt græssletter fylder en del i parken. Reservatets natur er særlig fantastisk, da størstedelen af området ikke er påvirket af menneskelig aktivitet.

Nationalparken er blandt steder, som du skal besøge, hvis du drømmer om at opleve “The Big Five”-fænomenet. Her lever elefanter, de sjældne sorte næsehorn, løver, leoparder og bøfler side om side. Særligt de, som er fascineret af det største landlevende dyr, elefanten, bør give Selous park et besøg. Her lever nemlig ikke mindre end 30.000 elefanter i området. Dette gør parken til dét sted i verden med den tætteste koncentration af elefanter.


Morogoros historie

Uddannelse i landbrug

Morogoro er centrum for landbrug i regionen, og for en stor del af befolkningen er dette deres levebrød. Det mærkes også gennem regionens uddannelsesmuligheder, hvor iblandt der findes landbrugsuniversitet Sokoine. Den meget religiøse by Morogoro har også et muslimsk universitet.

80 pct. af byens vandforsyning kommer fra Mindu dam ved Ngerengere floden. Dæmningsprojektet startede i 1978, og har siden givet byen problemer med bilharziose infektion, grundet kviksølv fra den omkringliggende guldminedrift. I 2012-2013 satte kinesiske entreprenører et nyt rehabiliteringsprogram i gang med mål om rent drikkevand til Morogoros indbyggere.

Musikernes hjemby

Morogoro har været hjemby for flere indflydelsesrige musikere, herunder jazz-musikeren Salim Abdullah og guitaristen Mbaraka Mwinshehe. Morogoro er også kendt for sin fodboldklub Polisi Morogoro. De gjorde byen særligt stolt i 2015, hvor holdet kvalificerede sig til det tanzanianske første divisions league.