Tabin Wildlife reserve - blandt Borneos allerbedste naturreservater
Vi kan varmt anbefale, at du tilføjer et ophold i Tabin Wildlife Reserve på denne tur. Fra Lahad Datu kører vi en lille time til Malaysias største reservat på godt 1.200 km2. Tabin Wildlife Reserve er ganske overset og ikke særlig besøgt – og hvilken skam, for dyrelivet er unikt. Teknisk set er Tabin sekundær regnskov efter grum skovfældning i 1960'erne og årene frem og i dag nabo til nogle af Borneos store palmeolieplantager, men størrelsen og afsondretheden gør, at dyrene samles og lever i bedste velgående. Således er det formodentlig det eneste sted i Malaysia, hvor der er næsehorn tilbage (regn dog ikke med at se dem). Af dyreliv kan blandt andet nævnes orangutang, gibbon, langur og to slags maqaque-aber, næsehornsfugle, ugler, odder, vildsvin, hjorte, flyveegern, den ellers uddøde vildbøffel, malaybjørn, den lille vævre leopardkat, junglekat og selvfølgelig Tabins store attraktion, Borneos pygmæelefant.
Vi tager på forskellige ture, fx til Lipad muddervulkanen, hvor dyrene kommer og slikker det mineralholdige mudder, på køreture i junglen og gåture til det lille fine vandfald og badesø ved Lipad River. Alt i alt er det tre dage og to nætter i junglen, hvor Borneos unikke dyreliv er i højsædet. Som alle steder i Asien er junglerejser ikke som en safari i Afrika – man skal arbejde for at se dyrelivet, da de ikke kommer i store flokke på savannen, men i højere grad er dybt inde i skoven. Men oplevelsen er ganske fantastisk, og Tabin er efter vores erfaring det sted, hvor man ser flest dyr på Borneo.
Vi bor i Tabin Wildlife Lodge, i dejlige og hyggelige hytter bygget i en lille dal og tager på ture derfra. Tabin Wildlife Lodge er stadig det eneste overnatningssted i Tabin på Borneo - og gudskelov for det!