10. dag: Cochin til Kerala Backwaters – overnatning på husbåd
Gennem de berømte Backwaters
Keralas Kettuvallam
Overnatning på husbåd
Fra Cochin køres sydpå til Alleppey, som vi fristes til at kalde for kokos- og kanalhovedstaden i Kerala. Alleppey er en lille hyggelig markedsby, hvor vi stiger om bord på en Kettuvallam, en husbåd, for at starte på de berømte Backwaters, der byder på flodbådssejlads i Keralas virvar af kanaler ud til Malabarkysten.
Vi stiger om bord ved 12-tiden, og efter et par timers afslappende sejllads lægger vi til land ved rismarkerne, hvor vi nyder både udsigten og en sen frokost.
Undervejs passerer vi de herligste små landsbyer, hvoraf nogle af dem stort set kun har et par meter jord indlands. Nogle har kirker, templer eller moskeer. I andre byer er der ”udskibning” af kokos, cashewnødder eller kokosfibre. Fra dækket af vores husbåd kan vi følge med i landsbylivet, vi glider forbi og får en indsigt i, hvordan livet leves i landsbyerne langs kanalerne. Hverdagen udfolder sig med tøjvask, børn og voksne der bader, opvask af potter og pander, børn på vej hjem fra skole ad de smalle stier og fiskere der padler ud i små træ både.
Vi sejler indtil 17-18-tiden, hvor båden forankres for natten, og fiskerne dermed får mulighed for at sætte net op på tværs af kanalerne for aftenens fangst. Måske er der mulighed for at gå en tur gennem landsbyerne, inden middagen serveres, og mørket sænker sig.
Vi skal overnatte på husbåden, hvilket er en autentisk og meget anderledes oplevelse. På båden er der dobbeltværelse med eget bad/toilet samt et lille overdækket loungeområde, hvor alle måltider bliver serveret, og der er plads til hygge og afslapning. Der bliver tændt for aircondition på værelset kl. 21.00 og slukkes igen kl 6.00 morgen (medbring evt. ørepropper til natten). Om bord har vi en kaptajn, en hjælper og en kok, der tilbereder dejlige måltider under enkle forhold. Forvent ikke luksus, men en vidunderlig oplevelse.
Overnatning på backwaters i husbåd.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.