9. dag: Gamedrive i Yala - Udawalawe og langs sydkysten til Unawatuna
Game drive i Yala Nationalpark
Elefanter, leoparder, fugle mv.
Udawalawe og Unawatuna
Dagen starter med et tidligt morgen game drive ud i nationalparken. Et besøg her er næsten en sikker træffer, da vi fra jeep kan komme tæt på parkens enestående dyreliv. Yalas ret åbne landskab med sine krat- og træbevoksede enge, talrige vandhuller og små søer er formentligt det sted i verden, hvor sandsynligheden for at se leopard er størst – dette karismatiske, men notorisk uforudsigelige rovdyr, er her ret dagaktive. Leopardbestanden på Sri Lanka er større end i Indien, da de plettede katte ikke har konkurrence fra tigre – og alene Yala har over 40 leoparder. Men husk nu at leoparden stadig er meget svær at få at se.
Desuden rummer Yala en stor bestand af vilde elefanter, der kan ses i små flokke i det mandshøje elefantgræs. Hvis man forventer sig hanner med lange stødtænder, bliver man muligvis skuffet, da Sri Lankas elefanttyre normalt mangler sådanne! Også de sorte, små og skovlevende kravebjørne har en god bestand i Yala – selv om de er svære at spotte. Læg dertil krokodiller, civetkat, gigantegern, sambar- og axishjort, vildsvin, skildpadder, vandbøfler, sjakal, langur- og maqaque aber - og så et fantastisk fugleliv med over 200 arter.
Vi forlader Yala Nationalpark og kører til Udawalawe Nationalpark, der har en stor population af elefanter. Vi gør et stop ved deres "Elephant Transit Centre", som er et rehabiliteringscenter for elefantunger fra hele Sri Lanka, hvor vi oplever fodring af elefanterne og fortsætter herefter videre til Unawatuna.
Unawatuna er gennem de seneste år på mange måder blevet synonymt med Sri Lankas strande uden for charterområderne. Unawatuna ligger i en lille fin bugt på blot en god kilometers længde. I den ene ende ligger en fin lille pagode og i den anden et klippebånd. Den beskyttede bugt, gør at der ikke er samme stærke understrøm, som man oplever mange andre steder på Sri Lanka, dog skal man altid være opmærksom på både brænding og strøm.
Man fristes næsten til at kalde Unawatuna for paradisisk, sandet er lækkert og gyldent, stranden er de fleste steder rigtig flot og fortsætter bugten rundt.
Vi overnatter på hotel beliggende direkte ved Unawatunas smukke sandstrand. Stedet har en hyggelig og intim stemning og fantastisk seafood retter i restauranten, der ligger med direkte udsigt over Unawatuna-bugten.
Overnatning i Unawatuna.
Morgenmad er inkluderet.