6. dag: Himmeltoget - med verdens højeste jernbane til Tibet
Verdens højeste jernbane til Tibet
Tog tværs over Kina
Fantastiske oplevelser fra togvinduet
Første nat går gennem Heibei og Henan, og i løbet af morgenen kommer vi til bjergegnene i Shaanxi og Xian. Siden følger fladt landbrugsland. Midt på dagen kommer toget til Gansu med den berømte silkevejsby Lanzhou. Kort før Lanzhou bliver landskabet mere goldt, og efter byen gøres følgeskab med Huang He, Den Gule Flod, for en tid. I løbet af aftenen når toget til Xining i Qinghai. Qinghai er det gamle Amdo i Tibet og arnested for tre af Kinas mægtigste og mest berømte floder, nemlig Mekong, Yangtze og Den Gule flod. Det er en stor dag med flotte oplevelser fra togvinduet, på tværs af Kina.
Jernbanen til Lhasa er en hundrede år gammel drøm, der er gået i opfyldelse for Kineserne. Der er unægteligt tale om er en af verdens mest prestigefyldte ingeniørbedrifter til det enorme beløb på knap 30 milliarder kroner.
Toget er designet til at kunne klare turen i højderne. Dels med ekstra motorkraft og dels med ekstra ilt, der kommer ud gennem ventilationssystemerne. Og skulle der opstå højdeproblemer undervejs, er der ilt-tilgang i hver kupé over sengen – togpersonalet hjælper med masken, hvis det skulle blive nødvendigt.
Som overalt i Kina er der flere klasser på toget. Vi kører på turistklasse, sovevogn i 6-mands kupé. Der er et lille bord og fin udsigt undervejs fra de store vinduer. Der er adgang til kogt vand i mellemgangen nær vaskefaciliteterne. Der er toiletter i hver ende af toget (husk toiletpapir).
Der er en pæn spisevogn i toget og et måltid mad koster typisk 10-25 USD. Personalet taler ikke nødvendigivis engelsk og menuen er på kinesisk, men tag det som en spændende kulturoplevelse. Det er en rigtig god ide at medbringe et krus eller glas til te eller kaffe, da der er gratis kogt vand ombord – for husk endelig at drikke rigeligt med væske efter Golmud.
Der er et par forskellige muligheder fra Beijing, men typisk tager togrejsen til Lhasa 38-42 timer. Vi kan ikke give togtider, da de skifter en anelse fra sæson til sæson samt vil der typisk være skift i Xining, hvor en lokal guide vil være behjælpelig med togskftet. Tag derfor togrejsen som en samlet oplevelse. Den flotteste del af turen oplever vi på strækningen mellem Golmud og Naqu, hvor vi får det tibetanske plateau at se fra sin flotteste vinkel. Alt i alt er det en lang, men meget spændende tur på tværs af Kina og ind i Tibet på "verdens tag".
Selve strækningen fra Xining til Lhasa er 1.956 km, hvoraf de 960 km er i 4.000 meters højde. Strækningen kommer op i 5.072 meters højde i Tanggula La. Dermed er den verdens højest beliggende jernbane.
Overnatning i toget.