5. dag: Bukhara - rundtur
Bukharas basar, Lab-i-Hauz-torvet og juvelbasar
Bolo Hauz Moskeen
Poi Kalon med den 46 meter høje Kalyon Minaret fra 1127
Silkevejsbyen Bukhara var i århundreder komplet afsondret og lukket land for vestlig indtrængen. Men i det 19. århundrede kom det lille emirat i de russiske og engelske imperiers søgelys under deres udvidelsestrang. Den startende rivalisering om herredømmet i Centralasien er beskrevet i Peter Hopkirks usædvanligt gode og velskrevne bog,” The Great Game” samt bogen ” Setting The East Ablaze”, der bør være ledsager på rejsen. Det var bl.a. her, de to britiske agenter Conolly og Stoddart blev holdt fanget i 3 år og pint og plaget med alskens sadistiske metoder fra den mørkeste middelalder. Bukhara er en lille oase i den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aral-søen til Tashkent. Som Khiva er Bukhara en gammel Silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Her er en stemning af 1001 nat og gennem godt 1.200 år har Bukhara været under islams indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen.
Vi går gennem byen og ser dens moskéer, madrassaer, gamle karavane-herberger bygget omkring en lukket gård, og ”toks” - gamle kuppel-klædte handelsbygninger. I tre af dem er der stadig småboder og værksteder. I centrum af den gamle bydel ligger byens ældste seværdigheder såsom Chashma Ayub Mausoleum og Ismail Samani Mausoleum. Sidstnævnte er en af de meget få bygninger, som overlevede mongolernes hærgen og plyndring af Bukhara i 1221. Via Bolo Hauz Moskeen når vi til citadellet i hjertet af Bukhara. Den russiske zar kaldte det for ”et blødende og åbent sår i det russiske imperium”, og citadellet er symbolet på emirens magt. I sin storhedstid boede der op mod 3.000 mennesker inden for murene. Vi går indenfor og besøger citadellets små museer. Historien er rig, og citadellet er smukt set udefra, men der er næsten ingen intakte bygninger tilbage fra den tid, eftersom russerne sønderbombede citadellet i 1920 og erobrede byen. Den åbne plads foran er Bukharas Registan, og her blev Conolly og Stoddart henrettet af Nasrullah Khan i 1842.
Vi fortsætter videre til fods og når snart til Poi Kalon-ensemblet. Her imponeres vi umiddelbart af den 46 meter høje Kalyon Minaret fra 1127, som er en af de meget få bygninger, som Djengis Khan skånede. Minareten er stadig byens vartegn og stolthed, og den er let at orientere sig efter, hvis man forvilder sig i Bukhara snoede gader. Den er også kendt som Dødens Minaret, da den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen. Minareten flankeres af en stor moské, der er et mesterværk i blå kupler og buegange. Et smugkig ind i forgården af madrassaen på den modsatte side af pladsen giver et indblik i livet i en af Uzbekistans madrassaer - tilmed en af de få, som også var i brug i Sovjettiden.
Bag Poi Kalon ligger Bukharas juveller-basar – Tok-i-Zargaron fra 1570. Vi slutter turen ved Lab-i-Hauz-torvet, som er omkranset af madrassaer og andre historiske bygninger. Torvet har et stort bassin i midten, som en herlig oase i byen. Bukhara er kendt for guldbroderi, og vi besøger derfor Bukhara Gold Embroidery Factory. Guldbroderi er et gammelt kunsthåndværk i Uzbekistan, der blev udviklet i Bukhara i det 14. århundrede. Gennem tiderne har det hovedsagelig været anvendt som udsmykning på støvler, turbaner og kapper til Emiren af Bukhara og hans embedsmænd.
Overnatning i Bukhara.
Morgenmad er inkluderet.