Kultur i Argentina
Argentinas kultur minder på mange områder om en moderne spanske kultur, med mange elementer fra, hvad vi vil betegne som typisk vestlig kultur. En rejse til Argentina, vil derfor mere være en kulturel oplevelse, end det vil være et kulturelt chok. Er du til vin og kød og har du samtidig en interesse for fodbold eller tango, så er Argentina et oplagt rejsemål for dig.
Argentinsk mad og specialiteter
Hvis du elsker kød og vin, vil du også elske det argentinske køkken. Er du derimod vegetar eller veganer, vil den argentinske madkultur ikke være din hjemmebane. Det Argentinske køkken byder i stor stil på empandas, chorizo, puchero, tostados og mate. Hvis du får mulighed for at smage på “the mexican truffel” / Huitlacoche / black gold (kært barn mange navne), kan vi også varmt anbefale dette. The mexican truffel er en sydamerikansk svampeinficeret majs, som bruges i flere retter, og som nok siges at være en specialitet i samme kategori som blåskimmelost og “Kalles kaviar”.
Vin er også en del af Argentinas kultur. Argentina byder på et hav af vine fra forskellige distrikter og af forskellige druer, hvoraf Mendoza distriktet, der ligger vest for Bueno Aries, tæt på grænsen til Chile, er et af de vigtigste. Er du til Malbec-druen, kan et smut forbi dette område anbefales, da dette er den primære drue, der benyttes i Mendoza.
Måltiderne i Argentina er anderledes, i forhold til hvad vi er vant til i Danmark. Du skal forvente mindre af morgenmåltidet, men til gengæld mere af frokosten end du gør i Danmark. Derudover serveres aftensmåltidet senere end i Danmark - typisk kl. 22. Spiser du på restaurant, er det desuden kutyme at lægge ca. 10 % i drikkepenge og gerne i kontanter, da det ikke er alle steder, der modtager drikkepenge ved kortbetaling.
Religion og filosofi
Ligesom meget andet i den argentinske kultur er den argentinske religion også præget af den spanske kolonisering og derfor er ⅔ af befolkningen katolikker. Familien og respekten for slægten er høj prioritet i Argentinas kultur. De mest velstående familier, tager sig ofte også af udsatte grupper uden for familien, hvilket smitter af på samfundets respekt for familieslægten.
Den katolske kultur byder generelt på flere ceremonier, kirkegang og helligdom, end vi benytter i den protestantiske kultur. Rejser du til Argentina over julen, vil du opleve en varm jul midt i den argentinske sommer, med fyrværkeri der symboliserer stjernen over Bethlehem og en befolkning der tænder en globos (papirlanterne) og sender den mod himlen omkring midnat.
Takt og tone
Argentinerne er et varmt og høfligt folkefærd med en gæstfri kultur og store armbevægelser. Når du taler med en argentiner, bliver der i større udstrækning brugt fagter. Stemningen kan føles mere intens og den fysiske distance er ofte mindre, end den vi kender fra dansk kultur. Ligeledes kan du forvente kindkys på begge kinder og kram fra folk du taler med - uanset køn og alder.
Der er nogle få kulturelle forskelle, som vi som danskere kan føle os provokeret af, men som du ikke bør tage personligt, da det blot er en del af den argentinske kultur. Er du kvinde, kan argentinske mænd finde på at stirre meget indiskret på dig. Hvis du har et udseende, uanset køn, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra mængden, hvilket de fleste af os har i en eller anden udstrækning, vil det være helt naturligt, at der bliver joket med dette. På samme måde, omtales eller tiltales personer også ofte ud fra disse karakteristika, og det vil derfor ikke være unaturligt at blive kaldt “whiteman”, “blond guy” eller “white chocolate”, som skandinaver. Det skal dog understreges at dette er argentinsk kultur og ikke er ment uhøfligt, men blot er for sjov.
Hvis du skulle være så heldig at blive inviteret hjem til en argentinsk familie under dit ophold, kan du umiddelbart forvente de samme uskrevne kulturelle regler, som gælder herhjemme i forhold til værtindegaver, påklædning, bordskik m.v. Én betydelig forskel er i midlertidig, at det er normal kutyme at ankomme 15-45 minutter senere, end du er inviteret til. Husk at du aldrig må give en kniv eller saks i gave, da den argentinske kultur anser dette som et symbol på, at du ønsker at “cutte båndet” til modtageren.
Information og uddannelse
Der findes mange kilder med varierende bud på, hvor udbredt TV, internet, radio og aviser er i den argentinske kultur, så derfor vil vi undlade at komme med præcise tal. Vi kan dog med sikkerhed sige, at tilgængeligheden generelt er lavere end i Danmark, men stadigvæk på et niveau hvor den argentinske befolkning generelt har mulighed for at holde sig oplyst om verdenssituationen.
Argentina er forholdsvis godt med på uddannelsesområdet sammenlignet med resten af Sydamerika. Argentina har 9 års obligatorisk skolegang - 7 år i grundskole og 2 år i videregående skole. Herefter er det muligt at tage 3 år mere i videregående skole, og efterfølgende en højere uddannelse, hvilket næsten halvdelen af en årgang gør.
Sport
De to største sportsgrene i Argentina er fodbold og basketball, som også tydeligt trækker sine rødder til den amerikanske og den spanske kultur. Fodbold er den største sportsgren og udøves i lige så stor stil blandt børn og unge i Argentina som i Danmark.
Argentina har opfostret flere af verdens bedste fodboldspillere, blandt andet Diego Maradona, der havde sin storhedstid i starten af 80érne til starten af 90érne og Lionel Messi, som i dag anses som en af verdens bedste fodboldspillere. Argentina har også deltaget i VM i fodbold flere gang, men har ikke vundet titlen siden 1986. Er du til fodbold, får du rig mulighed for at udforske dette i den argentinske kultur.