Kilimanjaro - pakkeliste

Her kan du finde pakke- og udstyrsliste til din bjergbestigning

Vores forslag til pakkelister på Kilimanjaro og andre bjergture er baseret på erfaring og gode råd fra rejseledere og rejsende. Der findes ingen facitliste for udstyr til Kilimanjaro, men nogle ting du kan overveje og andre små gode råd, der kan gøre rejsen bedre. Helt basalt handler det om at holde sig varm og have noget godt at vandre i. Det vil sige en god sovepose og gode vandrestøvler. Alt andet kan du stort set improvisere.

OBS! Hele dokumentet på 11 sider fremsendes på mail efter bestilling af rejsen.

Vi anbefaler, at du rådfører dig med specialbutikker inden for friluftsudstyr som for eksempel Friluftsland, som har sammensat vores helt egen Kilimanjaro rejseudstyrsliste samt Eventyrsport,der har god erfaring inden for vandre- og bjergture og har det rette vandreudstyr til for eksempel Kilimanjaro.

Læs mere om vores ruter på Kilimanjaro her.


Generelle overvejelser om udstyr og personlig beklædning til når du skal bestige Kilimanjaro

Benyt eventuelt den vedlagte pakkeliste, når du skal pakke. Ved første øjekast kan den måske se voldsom ud. Vi siger, at det normale er i omegnen af 15 kg til en tur til Kilimanjaro. Du skal ikke tage for meget med, men på den anden side skal du heller ikke have for lidt varmt tøj med.
I Moshi er der dejlig varmt. Her er let bomuldstøj eller trekkingtøj klart at foretrække. Husk en trøje til aftenerne. På trekkingturene kommer vi måske op i store højder, og derfor er det nødvendigt med meget udstyr og at kigge på denne vejledende pakkeliste.

Tænk over følgende inden du pakker

  • Pak i pakposer  eller plasticposer for at holde vand ude (pas, penge, medicin etc. i lynlåsposer, der er vandtætte).
  • Sørg for at holde vægten nede og tag kun det nødvendige med. Levn gerne nogle kg til eventuelle indkøb, som måske frister dig på rejsen.
  • Tag gerne gammelt tøj med, som du kan forære til bærerne ved Kilimanjaro trekkingturens afslutning – det er til stor gavn, og de bliver meget glade for det.
  • Medbring kun lidt "bytøj", da påklædningen generelt er afslappet.
  • Begræns dine udgifter ved at tjekke, hvad du allerede har af udstyr. Skiløbere kan for eksempel bruge meget af deres udstyr på Kilimanjaro.
  • Tøj til solrigt og varmt vejr er absolut lige så vigtigt som tøjet til højderne i Afrika og den dertilhørende kulde.

Andre gode råd

Mange har en sovepose, der akkurat ikke er varm nok til at være behagelig til en Kilimanjaro-bestigning. En ny sovepose kan være en stor investering til adskillige tusinde kroner. Så en fornuftig og billig løsning kan være at anskaffe sig en fleece-inderpose, der øger komforten med 6-8 grader. Med fleeceposen kan du også nøjes med at sove i den ene del i de lavere områder. På den måde får du faktisk sovepose til alle højder og temperaturer. Vi anbefaler lag på lag (varmt undertøj, fleece og en skal – noget vindtæt) på Kilimanjaro, men en dunjakke er selvfølgelig en dejlig (ikke helt nødvendig) luksus. Vælg også resten af det varme tøj ud med rimelig omhu. Har du gammelt termoundertøj, behøver du ikke også uldent undertøj osv.

Eksempel på rejseliste

Hovedet

  • Hat / kasket
  • Varm hue
    Vigtig højt på bjerget. Gerne med en vis procentdel uld i materialet. 
  • Solbriller
    Et par gode solbriller er essentielle.

Kroppen

  • Skaljakke
    Det er vigtigt at have en god skaljakke til at klare både vind, regn og sne. Man kan fint klare sig med en let en af slagsen, da slidstyrken på en Kilimajaro-tur ikke behøver være ekstrem. Man kan vælge alt fra en god basismodel til udgaver, hvor der er kælet for detaljerne og åndbarheden er i top. 
  • Skalbukser
    Der gælder det samme for skalbukserne som for -jakkerne. 
  • Tynd dun- eller fiberjakke/vest
    Selvom vi er tæt på ækvator, kan det blive overraskende koldt om aftenen og mod toppen - en let dun-/fiberjakke eller vest er sagen!
  • Fleece eller merinouldtrøje
  • Skjorter og T-shirts
    Der skal vandres mange timer i høj sol og vind, så skjorter er rigtig gode til at snuppe en del af vinden samt skærme arme og krop mod solen. Vælg skjorter uden for megen bomuld. T-shirts er også gode - både for sig og som inderste lag højere oppe på bjerget. Vælg uld eller kunststofudgaverne.
  • Vandrebukser
    Disse bukser kan klare en del mere end dine yndlingsjeans, tørrer meget hurtigere og har smarte, brugbare detaljer. Om du vil have en model med 100 lommer, aflynelige ben, osv. er op til dig. Vi anbefaler modeller af nylon eller polyester - evt. iblandet en smule bomuld.
  • Lange underbukser
    Nætter og især topnatten/-dagen kan være bidende kold, så husk et par varme, lange underbukser. Vi anbefaler merinould eller tynd fleece.

Hænder og fødder

  • Vandrestøvler
    Vandrestøvler er det nok vigtigste stykke grej på en Kilimanjaro-tur. Vælg IKKE meget kraftige vandre- eller alpinstøvler - det er der slet ikke behov for. Ideelt er et par mellem- til kraftige vandrestøvler med god ankelstøtte, der har en pasform der passer netop DIN fod perfekt. Se evt. vores støvleguide.
  • Vandresko eller sportssko
    Gode til de lette vandredage og om aftenen, når fødderne gerne vil have en pause fra vandrestøvlerne.
  • Sandaler eller klip-klapper
    Gode til før og efter turen samt på evt. efterfølgende safari/strandferie. På bjerget er de for kolde. 
  • Sokker
    Gode sokker er MEGET VIGTIGE. Sammen med gode støvler, nedsætter de risikoen for vabler betragteligt.
    Hav gerne vandresokker af forskellig tykkelse med. De første dage kan være ret varme, mens topnatten/-dagen er kold.
  • Handsker og vanter
    På Kilimanjaro kan det blæse meget og topnatten/-dagen er bidende kold. Det er derfor nødvendigt, med et par tynde (inder)handsker samt et par varme vanter.

Sovegrej

  • Sovepose
    Selvom man er meget tæt på ækvator, giver den store højde overraskende kolde nætter. Derfor skal man have en sovepose med en komforttemperatur på omkring minus 9 til minus 15 grader. Bemærk at kvinder og mænds varmebehov varierer, så soveposer har typisk opgivet forskellige komforttemperaturer til hhv. kvinder og mænd.
  • Liggeunderlag
    En nok så varm sovepose er intet værd uden et liggeunderlag. På Kiplings Kili-ture er simple skumunderlag inkluderet, men det anbefales kraftigt at tage et bedre, mere komfortabelt et af slagsen med f.eks. et selvoppusteligt liggeunderlag. 
  • Lagenpose
    Den skåner din sovepose, og du kan nøjes med at vaske den, når den snavser til. En silkelagenpose er lettest, behagelig og funktionelt
  • Inderpose/varmeforstærker 
    Er din egen sovepose ikke varm nok, kan en inderpose/varmeforstærker i f.eks. fleece give dig 5-8 grader ekstra.

Bagage mm.

  • Dufflebag
    - eller kraftig sportstaske/pølsetaske til bagagen (max 15 kg til din bærer). Skal være vandtæt eller fores med plastsæk. Rygsæk og kufferter frabedes – specielt dem med hård skal.
  • Dagtursrygsæk
  • Mindre rygsæk på 30-40 liter, som du selv bærer på trekket – gerne med regnovertræk. Der skal være plads til regntøj, en varm trøje, en hue, solcreme, en snack og hvad man ellers får brug for i løbet af dagen.
  • Opbevaringstaske eller –sæk til tøj på hotellet
  • Pakposer til at holde orden i tasken og holde tøjet tørt i tilfælde af regnvejr

Diverse

  • Vandflasker
    Med plads til sammenlagt 3 liter - f.eks. fordelt i tre flasker à 1 liter - og som tåler kogende vand. Engangs plastikflasker må ikke medbringes i Tanzania
  • Vandrestave
    Giver ekstra balance og aflaster knæ. Vi anbefaler teleskopstave, som er specielt gode til nedstigningen.
  • Solcreme med høj faktor og læbepomade med solbeskyttelse
  • Toiletsager inkl. neglesaks og toiletpapir
  • Håndklæde
    Et hurtigttørrende, mindre håndklæde er praktisk på Kilimanjaro og andre ture. Fylder også mindre end de klassiske af bomuldsfrotté. Fås ned til lommeformat.
  • Ørepropper (til de sommetider overfyldte teltlejre)
  • Personligt førstehjælpsudstyr og desinficerende håndsprit (gel)
  • Vådservietter
  • Lommekniv
  • Kamera, objektiver og oplader/ekstra batterier
  • Pandelampe med ekstra batterier
    Solen går ned nærmest på slaget kl. 18, og der er meget mørkt på bjerget. Uundværlig i lejrene om aftenen og ikke mindst på topnatten. En pandelampe med flere LED-diodetyper er bedst: en type med svagere lys i lejren og en kraftig type til toppen. 
  • Dagbog & læsebog
  • Liste med kontaktadresser
  • Pas, penge, flybillet mm.
  • Check også afsnittet ”rejseapotek”

 

Du kan finde guidebogen til Kilimanjaro skrevet af vores rejseleder Bo Belvedere Christensen her


Rabataftaler

Som Kipling Travel gæst får du rabat på dit udstyr i følgende butikker: 

  • Spejdersport giver 10% rabat i deres butikker og online.
  • RETUR Spejdersport har Danmarks eneste åbne reparationsværksted med speciale i outdoor-beklædning og udstyr
  • SECOND HAND Spejdersport Second Hand er platformen, hvor kunder kan købe og sælge outdoor-grej og udstyr
  • Friluftsland giver 10 % rabat på rejseudstyr mod fremvisning af rejseplan og rabatkupon.
  • Bjergkæden giver Kiplingrejsende 10% rabat (gælder ikke elektronik, kajak, kajakudstyr og nedsatte produkter)
  • Eventyrsport giver også 10% på udstyr.

Rabatterne gælder ikke på i forvejen nedsatte varer og tilbudsvarer og kan ikke kombineres med evt. andre rabatordninger.