Jugal Himal og Tilmans Col

Jeg sidder i en indiskbygget Tata bus i Nepal. Vejen er mildt sagt elendig - chaufføren ligeså, og hvor er der dog langt ned !. Jeg bryder mig ikke om tanken at skulle havne dernede i et virvar og kaos af ødelagte kroppe, sådan som jeg så det for bare et år siden. Efter den, selv for Nepal, specielle køretur kommer vi til udgangspunktet Chautara kun tre timers kørsel fra Kathmandu. Vi er: Ramesh Chhetri, Jimi Rai og undertegnede.

Ruten vi har valgt, går på højderyggen Kamikharka Danda til de hellige søer Panch Pokhari. Derfra ind i det vilde Jugal Himal, over Tilman´s Col, for til sidst at gå ind i den berømte Langtang dal.

Stik mod alt fornuft er denne egn beliggende nogle få kilometer nordøst for Kathmandu et af Nepals mindst udbyggede trekkingområder, og derfor kommer her næsten ingen turister. For små erfarne og selvforsynende grupper er der "materiale" til mange ugers forrygende og anstrengende vandring samt eventuel klatring.

Alletiders Bill Tilman gik her, blandt mange andre steder, i slutningen af fyrrene. John Cleare var her i 1976, Bill O´Connor gik her i 1981med sin "Mountain Travel Jugal Expedition". Ellers har det været temmelig småt med overskridninger fra Jugal til Langtang. Det seneste år er der dog tre ambitiøse specialister der udbyder Tilmans Col; en i England, Frankrig og lille Danmark. Men det er stadig ganske svært at finde ordentlige beskrivelser af området, om overhovedet nogen. Nu er vi her altså. Tre mand, mad til nogle dage, brændstof og lidt klatregrej - hvad mere kan man ønske sig ?

Til Panch Pokhari

Vi lægger ud i hårdt tempo, ud af Chautara, op på højderyggen mod landsbyen Pushre, som viser sig at være eneste landsby vi kommer gennem. Landsbyens hunde får mig til at tænke på den tibetanske landsby, Lhunjang. De lænkede bæster er glubske af h... til. Udsigten begynder allerede at være storslået. På den ene side har vi Helambu og mod øst bjergene i Rolwaling. Vi går på østsiden af den veldefinerede bjergkam indtil lejren ved Khajana sæteren. Ved aftensmaden sidder jeg og ømmer mig godt over de vabler, jeg har fået på dagens vandring. Bander lidt - har gjort det før, gået i sandaler de første dage - satans.

Te, to skiver brød og af sted. Vi følger kammen, der bliver mere og mere skarp. Indrawati floden løber smukt langt under os på venstre hånd. På de første par dage har bjergkammen ændret sig fra en bred frodig højderyg med ege- el- og rhododendronskov, til en højtliggende skarp og smuk grat med skiftevis lidt bevoksning af busk og bjergfyr længere nede af siderne. Det er vidunderlig vandring, stejl og luftig. Hele sceneriet minder om den nordlige del af Milke Danda i Østnepal - kun regnen mangler.

Efter en travers og et lille pas kan vi se det imponerende bassin, hvor de hellige søer ligger. Hvert år i august, kommer her tusindevis af Shiva-pilgrimme udstyret med hindu treforken "Trisul" for at bade i søernes rensende vand.
Efterladenskaberne er lige så mange jern-treforke og et lille faldefærdigt tempel. Vi går ned til søerne og opsætter en skøn lejr, skynder os op på en nærliggende klippetop, vel omkring 4.700 meter. Det er rar scrambling, ca. II. grad. Udsigten fra toppen er overvældende - i vest Manaslu 8.163m, Himal Chuli 7.893m og Langtang bjergene. I øst Dorje Lhakpa, Jugal Himals dronning. Længere ude, Khumbu (hvor Mt. Everest ligger), og i Rolwaling det underskønne Ghauri Shankar 7.134m. Jeg kigger med ærefrygt på Ghauri Shankars vestside og tænker på Peter Boardmann's beskrivelse af "South West Ridge Expedition" i 1979. Uha for et bjerg.

Tilmans Col

Vi sidder og diskuterer de næste dagsmarcher - både Tilman's, og O´Connor's grupper måtte opgive den høje og vanskelige rute på grund af meget dårlige sne- og vejrforhold og i stedet følge Indrawati floddalen. Vores forhold er ulig bedre, heldet er med os og vi er optaget af den høje rute.
Næste morgen er vores allerede stærkt svindende forråd ikke længere noget tyngende problem, for vejret er strålende og forholdene gode og enhver bekymring forsvinder som dug fra solen.
Det går for alvor ind i vildnisset, vi går brat op på Panch Pokhari Lekh; stien er svær at finde og kammen deler sig pludselig i to. Vi vælger af en eller anden grund, enstemmigt, den vestre. Går hårdt op i et lille pas. Udsigten er fabelagtig - dette er helt sikkert et lille Shangri-La. Bagved ses trekkingbjerget Naya Kang. Vores glæde stopper hurtigt, da vi finder ud af at vi er gået vild og er i et forkert pas. At skulle ned samme vej virker helt uoverskueligt, så vi tager udstyr på, traverserer nogle stejle snefelter og laver en tung overskridning længere oppe. Her er sneen så ustabil, at vi frygter, et skred skal gøre det af med os. Det har været en lang dag, vi slår lejr ved syvtiden - for trætte til at gå videre - det er jo også helt mørkt.
Næste morgen vågner vi som i et eventyr: Foran os ligger det smukke klippebjerg "Cathedral" ca. 5.200 m. samt lillebroderen, der er en anelse lavere. Hvis vi bare havde medbragt mere mad, kunne det blive et sandt klatreparadis med alle de toppe, der omgiver os. Jeg kigger på Urkinmang, Dorje Lhakpa og Cathedral og bliver næsten helt utilpas af iver. Vores vej mod passet, langs moræne over gletcher, ser lovende ud.
Vi går over til det smukke klippebjerg Little Cathedral som vi bestiger – vidunderligt; udsigten er ikke bedre end nede fra dalen, men klatringen god. Herfra fortsætter vi ned mod den lille sø nær gletcheren i Lagdang dalen. Det er vandring i de vildest tænkelige omgivelser: gletchere kommer ned fra alle sider og stejlt rejser Himalaya bjergene sig over vores hoveder. Som dagen skrider frem, bliver jeg mere og mere glad for, jeg er her alene - det er trættende vandring - og alt andet ville vist blive sur overtalelsespligt. Vi slår lejr helt oppe under Tilman´s Col i ca. 4.600 m, jeg går ind og hviler med en beroligende selvtilfredshed.
Efter en pause klatrer, vi op på nogle mindre klippetoppe og nogle udløbere knap i 5.000 meters klassen. Klippen er efter nepalesisk standard ret god og fast. Vi laver klatring op til nem III grad, mere er vi absolut ikke til.

Selve passet er ikke det "gentle snowslope" jeg havde ventet ifølge beskrivelserne, men en 800 meter høj, stærkt brudt gletscher. Heldigvis er der en smal, stejl is- og snerende i den østre kant. Vi rekognoscere igen før aftensmaden; der lyder et kæmpe brag fra et istårn, der styrter sammen. Den starter en mindre lavine. Der er også spor efter alt for regelmæssige stenfald. Jo Tilamns Col viser allerede tænder nu.

Vi står op ved tre tiden, pakker og går. De første 12 meter er 55 grader stejl vandis. Puha - sikken en start. Herefter er det ikke så galt. Vi er ret hurtigt ude af stenslags zonen. Pudsigt nok nyder jeg at træde spor i den dybe, dejlige, jomfruelige sne. Vi kommer ret hurtigt op i pashøjden og det store plateau - vi smider vores tunge rygsække og kigger os omkring. Der kommer tydeligvis ikke mange forbi her, stilheden er larmende. En megalavine går i samme øjeblik fra Ganchempo´s østside, kaskader af is og sne vælter nedover det mægtige bjerg. Vi venter på de sidste rester har lagt sig, og begynder at gå ned. Nedstigningen er lavinefarlig men relativ ukompliceret. Lidt spalter hist og her, ellers bare ned, ned, ned.... Tibets eneste 8.000ér, Shisha Pangma kommer lige akkurat til syne – en overvældende gigant.

Vi følger gletscheren og derefter morænen hele vejen til Langshisa sæteren i 4.030 meter. Efter en pragtfuld og meget lang dag bivuakerer vi under en stor sten, og spiser vores sørgelige rester af "churrai" - rå valsede ris. Sammen med brun sukker, det eneste mad vi har haft i tre dage. Det er tørt og nærmest usynkeligt, men bare fornemmelsen af mad gør godt. Vi kunne have kogt en dejlig grød, hvis det ikke var for den forbandet nepalesiske bollebenzin.

Langtang – turistland

Jeg er glad for at være ovre Tilmans Col, men en anelse mismodig over at være ude af Jugals vildsomme områder og inde i Langtang - et meget besøgt, og smukt trekkingområde. Desuden er vi gået ind i nationalparken uden tilladelse og kan få lidt problemer.

Vågner tidligt, det er en kølig, men smuk morgen. Pakke, vaske øjenbrynet og af sted - vi håber på et langt push i dag. Vi er i god form og kan sikkert nå hele vejen ud til vejen. Efter godt en times rask vandring kommer vi til Kyanjin Gompa, hvor nogle turister sidder og nyder morgensolen - de ser temmelig forbavsede ud ved at se os. Vi vælger at spise morgenmad og fylde os med alskens lækkerier. Lidt længere nede i dalen kommer vi til den tibetanske landsby, Langtang. Befolkningen er buddhister og lever på traditionel vis. Det siges, at selveste Milarepa mediterede i en hule her i dalen.
Efter endnu en portion morgenmad, går vi gennem checkposten for nationalparken. Jeg indkasserer en bøde og får en streng reprimande. Bagefter drikker vi te, og sludrer hyggeligt. Videre gennem blandet skov af birk, magnolia, rhododendron og bambus, hvor der blandt andet lever langur aber og vidunderlige fugle. Vi spiser frokost i en bygd med det signifikante navn Chhonggong til cikadernes sang. Det er stadig tidligt på dagen, og med den fart vi skyder burde vi sagtens kunne nå vejen ved aftenstid.
Efter mange, rigtig mange gåtimer står vi ved syvtiden i Dunche - byen ved vejen. Efter skøn klatring og vandring er vi fremme - og endnu en dejlig Himalaya tur slut.