Rana paladserne

Slægten overtog herredømmet med landet og var herefter selvproklamerede Maharajaer og statsministre, indtil Nepals åbning for omverden i 1950.

Historien er ofte simplificeret ved det faktum, at landet blev styret med despotisk jernhånd og at Shah-kongen var marionet, samt at landet hermetisk lukkede sine døre til omverdenen. Og ikke mindst for Rana-slægtens umådeligt luksuriøse levevis.

Historien ikke dog helt så simpel som den ofte fremstilles. Den første Rana-statsminister, Jung Bahadur Kunwar Rana var ganske interesseret i kunst og arkitektur, hvilket var startskuddet til en række underfundige og monumentale bygningsværker. Han var også åben for omverdens kultur og livsstil, hvorfor der blev bygget skoler, forskellige offentlige institutioner og måske mest charmerende - de pudssige, nyklassicistiske Rana-paladser som alle vi Nepalrejsende med skiftevis fryd og undren har beskuet. Elsk dem eller had dem, de er en absolut faktor ved ethvert Kathmandu-besøg og et lille ”europæisk” islæt på Himalaya-grund.

Mest påfaldende af Ranaslægtens bygningsværker er altså striben af grandiøse paladser dateret fra 1840 til 1950 som indeholder alle forvridninger fra barok til art deco som datidens Ranaer ville det. Det var Rana-sædvane at inddrage god landbrugsjord uden for den tætte del af Kathmandu – med udsigt til bjergene og plads til alt fra harem til familien. De kunne bygge et palads i større eller mindre udgave afhængig af hvilken klasse man tilhørte. Derfor det store antal Rana-bygninger i dalen, der på højden af Rana-perioden talte 40 primære paladser.

Udvikling

Set som lægmand stammer det traditionelle nepalesiske arkitektoniske ordforråd og typologi op til det 18. århundrede overvejende fra inspiration af Kushana og Gupta perioderne fra Indien (år 200-600). Det skal dog ikke forstås således at den innovative byggestil og tradition som Nepals ypperlige guldalder under Licchavierne og Malla perioderne stod for, ikke kunne noget på egen hånd – det behøver man ikke bevæge sig langt rundt i Kathmandu for selv at se. Det er nok Nepals smukkeste bygningsværker der er opført i den periode. Men ankomsten af den besynderlige neoklassicistiske europæiske stil i 19. århundrede var en videreførelse af mødet mellem øst og vest som startede for flere tusinder år siden under Alexander den Store.

I slutningen af det 18. århundrede begyndte den nepalesiske byggestil at hente inspiration fra nærområderne som Lucknow, hvor man kan se hybrider mellem mogul- og europæisk stil. Mere direkte indflydelse kom til Nepal med tre nepalesiske ingeniører som studerede i Indien under briterne i slutningen af forrige århundrede. Og ikke mindst efter et par Rana-statsministres besøg i Europa ændrede den officielle byggestil. Der udviklede sig undervejs, for os at se, en besynderlig blanding mellem den ”importerede” del af arkitekturen og den konventionelle lokale Newar tradition, der blev opført af snedkere, stenhuggere og murere. Det medførte nye former og idégrundlag. Eftersom de importerede nyskabninger blev omsiggribende i forhold til trivialbyggemetoden kom nye alternativer frem. For eksempel blev proportionerne på det klassiske Newar-vindue forhøjet for at ligne de europæiske rektangulære vinduestyper mens europæiske og korintiske søjler og kapitæler blev iklædt klassiske symboler og illustrationer fra det hinduistiske panteon. Mange af disse ses rundt om i byen den dag i dag. Ranapaladsernes klimaks er Singha Durbar fra 1911, der på byggetidspunktet sandsynligvis var det største palads i Asien. Det blev opført af de to ingeniører Kishore og Kumar Narshing Rana. Det var en overbevisende udførsel og fortolkning af neobarok paladsarkitektur. Singha Durbar huser i dag parlamentet.

Jordskælv og urbanisering

Det omfattende og ødelæggende jordskælv i 1934, som gik hårdt udover Kathmandudalen viste sig som en mulighed for Ranaerne, for at udføre nogle af deres urbaniseringsplaner. Foruden den imponerende og stadig uagtet genopbygning af dalens byer kom en ny ”boulevard” ved navn Juddha Sadak – bedre kendt som New Road. Ranaerne ville føre Kathmandu ind i det 20. århundrede. Om man kan lide stilen eller ej.
Statsminister Juddha Shumshere Rana sagde kort efter jordskælvet at ”byen ikke bare skulle genopbygges. Men skulle nyopføres i en mere jordskælvssikret (japansk) byggestil. Man tør knap tænke på byggekvaliteten i dag, og hvad et større jordskælv kunne medføre.
Et tidligere eksempel på Maharajaernes storladne visioner ses i området nær Rani Pokhari (der dog er fra det 17. århundrede). Under Chandra Shumshere (statsminister 1901-1929) blev her opført skoler, højere læreanstalter samt klokketårnet (Clock Tower). Efter jordskælvet blev klokketårnet genopført i en mere ”upto date”. Det blev europæiseret.

Tiden løb dog ud for Ranas-regimet. De demoratiske vinde fra Indien føj over Himalaya og Nepal vandt friheden igen efter Mohan Shumshere Rana udpegede en overgangsregering i 1950.

Man køre ofte forbi dem og hører at dette er Singha Durbar, dette Hotel Shankar osv, ofte uden at tænke på hele historien. Mange af Ranapaladserne er i en elendig forfatning og trænger til en grundig restaurering. I dag huser de primært regeringskontorer, biblioteker, hoteller og uddannelsesinstitutioner. Tag på tur i Kathmandu og se en del af byens mindre berømte sider. Se paladserne som seværdigheder i sig selv – det giver Kathmandu endnu en sjov og flot facet.

God tur!